Sara og friheten

Har du ikke egne hodetelefoner? Lån gjerne i skranken i første etasje. Du kan også lese tekstene, om du foretrekker det.

Velg område:

Kjære Elisabeth

Lytt til utdrag fra Sara Fabricius brev til barndomsvenninnen Elisabeth Sinding-Larsen. Brevene er skrevet i perioden 1898–1903, mens Sara bodde i Tromsø.

Stilleben

Lytt til Cora Sandel (Sara Fabricius) sine betrakninger omkring tema som lå henne på hjertet.

Verksinformasjon

Her finner du informasjon om malerier, bilder, tegninger og kunstverk i utstillingen.


Kjære Elisabeth (7)

Bæ, lang nese, Nansen!

06.06.1900

Denne sommeren har været rent ud skrækkelig. Sommeren skulde vi jo netop heroppe styrkes og samle kræfter i til at ta fat paa vinteren; men isteden har vi bare sat kraft og mod og godt humør til. – Den er ganske let at beskrive. Det har regnet hver dag, undtagen tre, da det nemlig sneede. Temperaturen har holdt sig i nullregionen. Selv gamle folk kan ikke erindre o.s.v. Høet står og rådner paa markerne, uaar og sultefodring, det er fattigfolks udsigter, og det lægger sig jo knugende over alle. – Men nu er jeg jo i fuld gang med at klynke og klage, og det var ikke meningen. – Det var saa morsomt at læse dit brev om al din moro og dine sommergleder, det duftede formelig hø af det, og det bragte mig til at tænke paa, hvordan det mon er, naar solen skinner og det er varmt.

En solskindsdag kan jeg huske, nu forresten, tror jeg naar jeg skal være retferdig, husker jeg to. ­ Den ene benyttede vi til i stor flok at bestige Tromsdalstind. Det var en intressant og spennende tur. Vi vadede over elver og klatrede i urer og rutchede nedover snebræer. Fra toppen af tinden ser vi lige tilhavs, og solnedgangen derude var vidunderlig. Det var ogsaa i sidste liten, da vi gik ned begyndte det at regne, og før vi naaede dalen, høljede det ned, længer varede ikke den herlighet.

Den anden solskinsdag roede vi til Grindøen, en ø lidt søndenfor Tromsø. Vi havde et par timers rotur i straalende veir. Toppe og lunder sto paa hode i vandet, hvor vi for frem. Du kan tro, vi nød at faa lange paa aarene, stege oss i solen og vasse om i stranden. ­– Jeg sadt paa stranden og malte, den eneste gang i sommer, at jeg har kunnet det. ­ Jeg hadde jo næret slige planer om at male ude isommer, lagde mig hver aften med det haab at imorgen ­– da skulde jeg kunne begynde; men «imorgen» regnede det bestandig, høljede ned, plaskede mod ruderne, saa de par smaa skisser, jeg har gjort, forestiller ogsaa regnveir.

– I hele vinter gik jeg og glædede mig til, at naar jeg kom hjem, skulde jeg male baade det og det og det, og ingenting er blit af det. Isteden har jeg nu været flittig indendørs. Jeg gjorde nogle mislykkede forsøk paa at faa Jens og Henry til at «sidde», men maatte opgive det. Saa tog jeg i min fortvivelse fat paa mig selv. Satte mig resolut foran et speil og tok fat paa værket, det var da ialfald en modell, jeg kunde stole paa, og som det var nogenlunde let at komme udaf det med. Jeg har forresten havt saameget glæde af det arbeide. Ikke fordi at resultatet egentlig er tlfredsstillende, her nei, mine feil griner mig i møde, hvergang jeg ser paa det, og jeg kan aldrig faa det slig, som jeg egentlig har tækt mig det; men det har taget hele min interesse fangen. Jeg har gaaet rent op i det, og det har hjulpet mig over saa mange ting. (…)

(Og) du kan ikke tro hvor trangt og knugende her er, hvor dum og indskrænket man kan bli af at være her. Jeg længes du, saa jeg er ganske syg af det. (…)

Jeg er blit medlem av en liten engelsk club, vi kommer sammen en gang om uken efter aftens, læser høit og taler sammen. Bare engelsk. Frk. Aagaard har været meget i England og taler sproget udmerket, saa hun fører an.

– Det er svært morsomt.

– Nu skal jeg hjelpe Jens med noget skolearbeide, og faar nok slutte for denne gang.

– Allesammen ber at hilse. Vil du hilse din far og Magna saa mange gange, og skriv saa lidt snart til mig. Du vil da anlegge en lille oase i min ørken.

Stella Polaris arriveret i dag! Været to minutter nordligere end Nansen. Bæ, lang næse, Nansen!

Kjære Lisbeth

Skjærtorsdag 1901

Jeg har tenkt saa ofte paa dig, kjære Lisbeth, og ønsket, at jeg havde dig i nærheden. Saa kunde jeg talt med dig om mange ting, som det har været vondt at gaa alene med, og jeg er sikker paa, jeg vilde havt udbytte af at gaa til dig med dem. – Skrive om dem vilde bli et helt opus, hvis jeg føst begyndte. …

Jeg har haft en noksaa vanskelig tid siden jul. Jeg tør trygt si, at jeg er blit tugtet med saker; men saa forstaar jeg jo ogsaa nu, at det trængtes, og at jeg har havt godt av det. Og det er jo alltid en trøst. – Idetheletaget har disse tre aar siden jeg kom hjem været en haard kur.

– Jeg har tabt meget og vundet meget og ingen av delene foregaar aldeles smertefrit, som kanskje du ogsaa kan ha erfaring for.

Skal du snart ha bryllup? Hvor morsomt det maa være, selv at udstudere aa gjøre udkast til de ting, man skal ha omkring sig, ( …)

Havde jeg været i din nærhed, saa kanskje jeg også kunde git dig enkelte brugbare ideer. Sligt interesserer mig meget. Man ser jo saa sjælden noget virkelig vakkert eller noget som fortæller om personlig smag og fantasi.

– Heroppe ialfald er alle hjem lige fortvilet kjedelige med pluchemøbler (pluchemøbler maa man ha hvis man skal gjøre fordring paa at være nogenlunde conditioneret) og smaa tynde vaklevorne etagerer med nips paa. Den høieste elegance udtrykkes vist ved staalampe med vældig gul eller rød silkeskjerm. Det nationale repræcenteres af «brændte» fotografirammer og papirknive samt aaklæder, der er hengt op bag nipsetagerene virker særlig stilfuldt.

– Jeg haaber jeg tør glæde mig til engang at se dit hjem, kjære Lisbeth, skjønt det foreløpig ser ud til at jeg skal sidde heroppe til evig tid. Men saa gal kan da vel meningen i virkeligheden ikke være.

– Du spør om planer og udsigter. De står dessværre i et sørgelig misforhold til hinanden, idet næmlig planene er store men udsigtene meget smaa det vil si, de eksisterer idetheletaget ikke. Imidlertid smører jeg mig nu med taalmodighed til høsten da skal nemlig slaget stande, da vil jeg prøve mig paa at stille ud og samtidig søge stipendium; men dette skal du gjøre mig den tjeneste ikke at nevne til nogen.

– Jeg har læst en hel del kunsthistorie i vinter og samtidig studereret en mængde reproduksjoner som stiftsprovsten, en av byens meget faa kunstinteresserte mennesker har været saa elskværdig at laane mig,

– det har savnet mine øine for meget. Forøvrigt har jeg lidt ondt for at tale om mit arbeide netop nu, det bereder mig megen skuffelse.

– Hvis jeg ikke var fattiglus, som maa se at skabe sig en udvei, vilde jeg vist ikke tænke verken paa udstilling eller stipendium paa lange, lange tider endnu.

Heroppe har vi haft en fortvilet vinter i aar. Rottene har jo som du ved, været til megen møie, og dertil kom, at mørketiden nesten uden sne, som den var, blev usedvanlig knugende.

– Her var oprettet et grødkjøkken, hvor jeg har tjenestegjort en gang ugentlig i hele vinter. Du kan tro der var tilstrømning. Mange eiede vist ikke andet at leve af. Gamle og unge, mænd og kvinder og smaa graablege barn i en hærskares mangfoldighed. Alle fik saamegen varm havregrød med sirup og melk til som de vilde ha.

– Det var særdeles besparende at fungere ved grødkjøkkenet. Synet af all den megen grød virkede nemlig mættende både for samme dag og flere af de følgende.

Lidenskabelig glad i dans

23.02 1902

Jeg gaar fordetmeste i en stadig forbitrelse. Det lykkes mig riktignok at skjule den, tror jeg da. Jeg håber, de hjemme ikke merker noget større til den, men den er der nu som et sørgeligt faktum.

– Det værste er, at ingen ligesom aner hvad jeg gar og bærer paa. Alle kommer mig i møte paa en maade, som om jeg var en ganske anden end jeg er. Det er naturligvis min egen skyld – man beskylder mig med en viss ret for å være indesluttet. Men jeg kan da ikke gaa og blæse i basunen for noget saa uvist og usikkert som det, jeg ikke engang vover at kalde «min kunst» endnu.

– Kanskje alt det jeg gjør og kommer til at gjøre er noget kram. Da er det jo bare sørgeligt at jeg ikke kan la være med at gjøre det og bør helst tie stille da.

Men jeg føler mig saa uendelig ensom, skjønner du. – Så har jeg ogsaa saa liden anledning til arbeide. Mit værelse er ikke to meter bredt, og der maa jeg pent holde mig med mine greier.

(…). Ikke faar jeg gaa ud at ta skisser heller om vinteren. Mor skriger op bare jeg nævner. To ganger er jeg bli grebet, da jeg forsøgte, at lure mig ut. Og nu passer hun paa som en smed. Selv bryr jeg ikke mig det mindste om lidt kulde eller i værste fald lidt snue, men min familie er forsigtig til latterlighed.

– Det eneste, jeg egendtlig kan foretage mig, er at læse kunsthistorie, og det opflammer mig nu bare endda mere. Ak ja, – «Heimen er baade vond og god», det er jeg saa fuldstendig enig med digteren i.

– Men nu skal jeg sandelig ikke plage dig med mine klagesange mer, men heller fortælle deig lidt mer om aftens underholdning jeg nævnte først i brevet. Vi har nemlig, tre herrer og tre damer, vinteren igjennom været optat med at indøve endel norske og danske folkedanse, springdans fra forskjellige bygder, Vingåkerdans o.s.v. med opføresle for øie. Og forrige fredag knaldede saa det hele av; – det var egentlig totalafholdsforeningen som stod for det hele. Vi assisterede kun. Aftenen var «national», og orkesteret spillede ouverturen til «Til sæters», «Sæterjentens søndag, noget af «Per Gynt» suiten, og anden norsk musik, en kvartet sang «brudefærden» og vi dansede. Arrangementet var ganske stilfuldt. Scenen forestillede en norsk bjelkestue med peis og bænke rundt væggene, i en krog sat spilemanden i fuld bondedragt, gned paa sin fele og trampede takten. Vi havde ved hjælp af Tiedemands billeder strævet for at faa vore dragter saa korrekte som muligt, og vi høstede ogsaa meget bifald og ros i avisen bagefter baade for dansen, drakterne og det hele.

Efter forestillingen havde saa samtlige medvirkende en svingom og en lille kaffe …. i kaféen. Rigtig morsomt har det været, mest for dansens skyld. Jeg er aldeles lidenskabelig glad i dans, vet du, og springdans er nu saa enestående morsom, især i dragt og med riktig god felelaat til. For en gangs skyld har det virkelig været lidt moro, for ellers kan du tro «smaabymorroen» er græsselig eller i alfald ingensomhelst tillokkelse for meg.

– De er ligesom saa jaalede alle menneskene. Det er nu af denslags ting, som man ikke burde si; men – man kan ha nok med at passe paa sig selv, det er sikkert.

Halv-talentfuld malerinde

25.06 1901

Du kan tro jeg mangengang har ønsket at jeg ikke hadde dette sölle, lille talentet, som naar det kommer til stykket, formodentlig ikke er noget talent men bare indbildning, der koster tid og penger og er iveien paa alle maader. Hvis jeg ikke havde den lad os si indbildning, ialfald indtil det viser sig, om det er noget andet, saa vilde jeg med ro kunne ta fat paa telegrafi, handelsgymnasium, guvernante – eller «nytte- og hygge» virksomhed, tilbringe mine aftner i familiens skjöd, være koselig og snaksom.

Naar jeg var ude i …? (hvad der falder mig særlig vanskeligt) strikke strømper og brodere pene smaa brödkurvservietter i blaat og hvidt; kort sagt , være et ganske anderledes nyttigt og for andre elskværdigt og hyggeligt medlem af samfundet. Men hvis jeg nu hengir mig til noget af alt dette, så vilde jeg ikke faa fred, vilde gaa omkring og være forfeilet, miskjendt geni o.s.v.

Forresten, en saadan halv-talentfuld malerinde, der slider i det og frembringer yderst kjedelige «ganske pene ting» vil jeg ikke være. Har jeg om et par aar endnu ikke opnaaet at faa noget af det, jeg har i hodet fremstillet paa en slig maade, at jeg er tilfreds med det, lægger jeg penselen ganske bort.

– Da har jeg ikke ret længer til at gaa rundt og være talentfuld. Da vil jeg kaste mig over det at tjene penge og være venlig og snil (skjönt det vist blir dobbelt vanskeligt da) og forresten haabe at veien maa bli kort.

– Jeg har sat mig selv et par aar, fordi jeg har liden anledning til at arbeide. Bare det der, at hver gang jeg klorer op et eller andet paa et papir, saadan rent ut af hodet, sligt som jeg tænker mig at jeg kanskje engang kunde komme til at male, saa kommer familien ansættende: «Hvad er det der? Hvor har du tat det fra? Hvem skal det være? Jeg synes du burde ha en stol til paa billedet. Skal ikke dette teppe være mönstret? Jeg synes da, det burde være mönstret» o.s.v. i det uendelige. – Det er til at bli gal over. Nu viser jeg forresten dem aldrig noget mere. – Det er svært stygt af mig, men jeg er nu dessverre ikke snil.

– Nei Lisbeth – det er ikke noget at trakte efter at være begaavet, og du skal ikke være bedrövet fordi du ikke er det i en eller anden bestemt retning, og mindst af alt tænke at livet er fattigt, naar man ikke er det. Tænk hvor rigt mange lever. Blot ved at være den, de er, ved at være noget for andre, som det vel ikke alltid blir for ens kjödeligt beslegtede.

Han er saa elskverdig

29.10 1903

Jeg nyder at ha Jens hjemme. Han er saa elskverdig og har saant velsignet humør samt aabent øie for det komiske, og det er en dyd ved et menneske.

– Selv holder jeg vedvarende paa med smøreriet. Jeg har havt en trist og modløs tid og været ved at oppgi det hele. Men ikke kunnet, da det kom til stykket. Nu synes jeg det gaar bedre og arbeider med ny kraft og iver. Forhaabendtlig er den tid, da jeg ikke fik noget til og rev alt i stykker tilbagelagt. Jeg haaber det idetmindste. Forøvrigt skal du ikke nævne mit arbeide til nogen. Det er foreløbig mit ømme punkt.

– Et lyspunkt er det at ha Ragnhild Strøm hjemme. Hun har været borte de to foregaaende vintre. Hun sitter for mig, og vi spiller firhendig sammen. Hun har været borte for musikkens skyld og er meget flink – jeg maa stræve hardt for at holde trit med hende, og det blir jo ogsaa mangengang derefter. Det er i regelen bassen som falder paa min kappe. Vil du høre vort repertoire? Det er ganske respektabelt skal jeg si deg. Et par af Bethovens symfonier, et af Bachs preludier, «Stabat Mater» av Rossini, Rhapsodie Hongroise af Lizt, Spanske Danser af Moszkowski, Ungaske Danse av Brahms. Som sagt, jeg maa øve og det er ganske ordentligt.

– Vi optræder forøvrigt som et slags Bremer Stads Musikanter *. Maa ha noter med i selskap o.s.v.

Vor stadsadvokat – Urbye- skal jo vikariere for professor Hagerup. Det blir et savn naar de reiser. Ragnhild og jeg har meget hygge inde hos dem i deres koselige, sterkt kunstinteresserede hjem. De bor i samme hus som oss væg i væg. Det er det eneste sted, hvor jeg ser og hører lidt. Derinde er væggene dækket med reproduktioner af gammel og ny kunst – «Studio» og andre kunstblade ligger i bunker. Kunsthistoriske verker staar paa rad i hylderne. Det er deiligt. – Men over jul skal de nok afsted. –

Smaapent sydpå

Men Elisabeth

– hadde livet siden vi skiltes artet sig lidt annerledes for mig, saa hadde jeg nok været mer oplagt til at skrive – kanskje flere breve ad gangen. – Paa en maade har jeg jo hat en deilig vinter – for eks. modtaget flere mægtige naturindtryk, eller i alfald følt dem interessere, end nogensinde i mit liv før.

– Aldrig har jeg heller følt en saadan glæde ved arbeidet eller været saa sikker paa hvad vei jeg skal gaa, endda jeg mere end nogensinde føler , at jeg ingenting, absolut ingenting kan. – Men bare det, at det er gaaet op for mig hvor forfærdelig meget jeg har at arbeide med, er saa deiligt.

– Skjønt mit liv altsaa paa en maade er blit rigere enn nogensinde, saa er det ogsaa vanskeligere end nogensinde. – Jeg føler mig rentud i opposition mod alt muligt. Jeg kan simpelthen ikke længer indordne mig under de love som baade mit hjem og hele livet omkring mig er bygget paa.

– Aa naar jeg tænker tilbake på denne vinteren, saa ser jeg bare tvil og kamp og sindsoprør. Jeg har mest gået omkring alene, for jeg har ikke kunnet holde ud at være sammen med andre mennesker. Slik har jeg havet det Lisbeth! Og saa trykkende og pinende som forholdene i en slik liten by er du! Man føler ligesom at al ens udvikling standser. Man staar tilslut ganske fortvilet og glor derned paa den store mur – menneskene omkring en. Ja Lisbeth – du kan ikke tænke dig for en dum, uforstaaende og ondskabsfuld skare det er! Huf ja, jeg blir bare saa sint naar jeg kommer indpaa det der, saa det er ikke værdt at snakke mere om det.

Hvad jeg har beskjæftiget mig med i al denne tid, saadan til daglig?

– Ja, om formiddagen maler jeg. Jeg har malet et portræt af mig selv. Det er ganske gyseligt – jeg ser det godt, men det er saa godt som jeg kan gjøre det nu. Jeg ved, jeg ved arbeidet skal komme til ganske andre resultater, overvinde de mangler som jeg allerede nu godt ser. Jeg tror Lisbeth, at hvis man gjør alting, saa godt man kan, ikke en enste gang slaar af paa det man oprindelig har tængt sig. Ligesom ikke siger: Skidt la gaa! til nogen ting, forstaar du, det falder en saa tungt og vanskeligt det vil, saa maa man da tilslut naa, det man har tængt sig – det man virkelig oprigtig synes, er det bedste. Om man ikke naar det, saa har man ialfald den tilfredstillelse, at man har gjort alt for at naa det, og det maa dog være bedre end bevidst at standse ved noget man igrunden ikke synes er godt. Ja, jeg ved ikke, om du forstaar mig, jeg forklarer mig vist temmelig forvirret.

Jeg holder nu paa at male et interiør. Saa har jeg læst endel kunsthistorie i vinter. Saa meget, jeg kunde overkomme. Først hele Lüske , det er en græselig gammel udgave de har er paa kommunebiblioteket med en gjengivelse av de forskjellige kunstverker der vist da den fremkom, har fået deres respektive kunstnere til at vende sig i sine grave. Siden har jeg læst: Menneskeskikkelsen i Kunstens Historie» af professor Julius Lange. Det er, tror jeg, det morsomste jeg har læst. Den var saa aandfuldt, saa elskværdigt skrevet, rev en saa helt med, synes jeg. Og jeg synes man fik en gandske god oversigt over kunsthistorien af den.

– Nu har jeg et par smaa afhandliger over Eckersberg * og Thorvaldsen * igjen, og dermed er alt, hvad jeg kan oppdrive af kunsthistorie gjennompløiet. Stort andet har jeg ikke læst i vinter – et par engelske bøger – Moder Lea – nogle af Herman Bangs* smaafortællinger, det er det hele. Saa har jeg hatt nogle aargange af «Tilskueren» og «Ord och Bild» hjemme og læst de literære kritiker og kritikerne over de forskjellige kunstudstillinger, hvad jeg synes, er svært morsomt.

Forøvrigt gaar nu mine dager med læsning med gutterne og husstel, som er min pæst. Jeg spiller med Henry. Han har ganske let for det, men er rent forbausende doven. Ogsaa gaar jeg nu på ski da! – Nei, du kan tro, jeg har været paa et par skiture idetsidste. Vi sætter over sundet, gaar op Tromsdalen og tilfjelds. Mest gaar vi til «Storskarsfjeldet». Det er en noksaa strid tur, langt og tungt at arbeide sig opigjennom fjeldet. Men naar man saa er kommet op paa vidden du – den uendelige, hvide fjellvidden, med tinderne langt ude i krans omkring! Aa det er en vidunderlig, rent ubeskrivelig følelse. Tind ved tind i de vildeste mest fantastiske formationer, saa skinnende hvid mod den dybe, blaa himmel – og aller yderst ude en stribe af havet, det gjør en ganske høitidelig tilmode.

Jeg tror ikke, nordland har sin mage med hensyn til natur. Den er saa overvældende mægtig. Alting sydpaa blir liksom saa smaapent, naar jeg tænker tilbake paa det – heroppe er der ligesom malet med bredere pensel – fjeld og hav og himmel i uendelige masser.

– Men længe kan man ikke nyde udsigten deroppefra. Temperaturen er ikke af de mildeste. Paa hver tur forfryser en eller anden en finger eller et øre. Og nedover kan du tro, det gaar. Magen til skiterrain findes nu ikke i Norges land. Snemasserne har udjevnet alt, saa man kan trygt sætte afgaarde nesten hvorsomhelst uden at risikere andet end et godt snebad i værste fald. – Bakkerne varer i kvartervis, og i den mest susende fart gaar det. Ja, det er herligt. – Rundt øen på sne, gaar jeg ogsaa mange yndige ture. Mest alene. De lange, sollyse eftermiddager, vi nu har er saa vidunderlig yndige.

– Av fornøyelser forøvrigt er her saare faa. Sanitetsforeningen tog sig kraftig sammen her forleden og foranstaltet en «Skifest», særdeles morsom, kan du tro. I annonsen stod der «anledning til en svingom». Men det blev der slet ingen anledning til, da der kun var mødt op damer og to politibetjenter. – Forreste bødes der paa diletantkomedie hvorved man havde god anledning til at overbevise sig om, at skuespilkunsten intet har tabt ved at de optrædende har ofret sig for privatlivet.

Det morsomste var sang af en ung Vardødame, frk. Gundersen. Hun hadde intet lært, men sang saa freidigt med en stor, frisk stemme der vist kan blive til noget, når hun arbeider med den. Igrunden, synes jeg det er morsommere at høre folk som intet har lært – de er saa velsignet fri for skaberi, og man nyder sangen vel saa godt, som naar vedkommende staar saadan og former munden saa forfærdelig riktig.


Ni isbjørne ombord

Tromsø 20.08.98

Kjære Elisabeth!

Du kan tro, jeg synes det er kjedeligt, at disse skjællene ikke er kommet afsted før. Dere troede vel, at jeg rent havde glemt af dem nu, og dere må jo synes, jeg er en stor somlekop; men jeg har havt nokså megen møie med at faa dem samlet sammen. Jeg haaber nu, dere ikke er altfor opbragte, – Kraakeboller har jeg nok også lover dere; men jeg er nesten bange for, at jeg har lovet mere end jeg kan holde. Det er forfærdelig ærgeligt, for, naar det er klart vand, kan vi se dem sidde i store flokke på bunden; men jeg skjønner ikke, hvordan vi skal faa dem op. De bider jo ikke paa nogenting, og de flyder af aarene. En dag bad jeg en av fiskerne om at tage nogle til mig, naar han roede du; men da han kom tilbage sagde han bare; nei de bollan, dem sit nok der dem sit. – Men får jeg noen gang fat i nogle, skal jeg naturligvis sende dem.

– Hvordan har dere det alle sammen nu? Du er forhåbentlig ganske frisk igjen. – Ja til vinteren skal jeg nu være i ro på Troms, saa da faar jeg leve på minderne fra i fjor, saa godt jeg kan. Jeg længes allerede nedover igjen, saa jeg ved ikke, hvordan det skal gaa, naar det lider utpaa vinteren, især siden ingen af mine veninder her blir hjemme i vinter. – End for en jammerlig sommer, vi har! Den skal jo ikke være bedre sydpaa, efter hvad vi hører. Her regner det bestandig, saa ingen af vore paatenkte turer er blit af. Den tur Erika Erichsen og jeg havde tenkt at gøre til Lyngen, gik aldeles i stykker. Tænk, dagen før vi skulde reise der, da vi stod og pakket vor kuffert, faar vi telegram at Giævers hus er nedbrændt til grunden same nat, og da kunde vi naturligvis ikke komme anstigende dit.

– En dag var her oppholdsveir, og alle byens gamle herrer sagde at nu fik vi godveir. Fluks bestemte ungdommen en tur til Tromsdalstiden den næste dag. Næste morgen var det bare saa det pladskede, og siden har det pøset ned hver dag.

– Forleden var her forresten trods regnveiret en lysttur ind til exersisplassenfir at se paa afmønstringen, men det var en høist uheldig tur. For det første blev det nu ingen afmønstring, for det var ikke maade paa regn, og for det andet blev hele selskabet paa hjemveien forfulgt av en okse, saa vi maatte springe gjennem en stor myr, og sank nedi til langt opp paa læggene. Du kan tro, det var et komisk skue, da alle var komne om bord igjen, dryppende av vand. Nogle fik da laane tørt tøi af restauratricen; men de fleste maatte være i lugarene i mer eller mindre luftige kostymer, mens tøiet bleve tørret. – Nu er exersisen derude forbi, og det vrimler i gadene her af soldater, nogle i for store, men de fleste i for smaa uniformer. – Vi er nu midt i sylting, og jeg rænsker stikkelsbær, men har faaet Jens og Henry til at overtage min rolle, mens jeg skriver dette brev.  – Nu skal de snart begynde skolen igjen, og jeg er meget spendt paa, om Jens vil klare sig bedre, for jeg har læst med ham i hele sommer.

– Du kan tro, jeg gruer mig forfærdelig til Erika skal reise igjen. Hun er næmlig guvernante i Lyngen og har ferie til 1ste September, og da blir jeg mutter alene. Heldigvis faar jeg nu nok at bestille. Jeg skal vist tegne hos en fru kaptein Lund, som kommer hid til byen nu. Hun er elev af Eilif Pettersen og Werenskjold og vist nok flink. Saa skal jeg gaa og læreperspektiv paa seminaret, og saa skal jeg gaa i huset og lære med guttene. Gaa i huset er frygtelig væmmeligt,  synes jeg; men det maa vel til.  – Du skal tro, jeg har været klein i min mave i sommer. Doktoren troede tilslut at jeg havde mavesaar og undersøgte mig to gange, men fandt heldigvis ingenting. Nu er jeg paa plantekur, spiser næsten bara grönsager og bær, og det skal jeg holde paa med i en maanedstid og kanske endnu længer.

– Lerner´s ekspedition * er nu vendt tilbage, og de har ni levende isbjörne ombord, som det er forfærdelig synd i, synes jeg. Du skulde höre for nogen sörgelige, langtrukne hyl, de udstöder.

Tilbake til toppen

Stilleben (5)

Lytt til Cora Sandel (Sara Fabricius) sine betrakninger omkring tema som lå henne på hjertet.

Har du ikke egne hodetelefoner? Lån gjerne i skranken i første etasje. Du kan også lese tekstene, om du foretrekker det.

Forfatterskapet

… der er nogen stakkars forkomne figurer som på død og liv vil ha meg til forfatter, og når jeg innimellom har litt ro, blir det dem jeg pusler med (…)

Jeg begynte for om mulig at tjene litt penger og fortsatte av samme ophøiede grund og fordi at når man gir fanden en finger o.s.v.

Planeringen av Alberte bøkene? Akk, de blev aldrig planert. I 1919, da jeg lå ute i Bretagne og ikke fikk malt noe for barnestell og pass, begynte jeg som kveldstidsfordriv å skrive ned den blanding av erindringsstoff og iaktagelsesstoff nordfra som i 1926 så dagen under tittelen «Alberte og Jacob». Siden hadde jeg tenkt å skrive noe helt annet, en bok som skulle hete «Beda og Byfogden». Men så vilde forlaget partout ha en direkte fortsettelse, jeg levde på forskudd og var av den grunn «eager to please» som Piglet i Winnie The Pooh. Så vilde de ha en fortsettelse til, jeg skrev og skrev under presset av min gjeld, og når jeg nå leser bøkene begriper jeg ikke lenger at det var jeg som har skrevet dem. Spent og overrasket kommer jeg til episoder jeg ikke fatter hvor jeg har fra.

Vi opplever mange ting som modnes og dukker opp i oss igjen først lenge etter at vi har opplevd dem.

…. stoffet kommer til meg i presens. Og det har det alltid gjort. Det er den aldri stansende «livets strøm» jeg har villet gi det som jeg kanskje kunne … Og så går forlegger og oversetter bak min rygg og skaper alt om til en dam … med grønske på og forråtnelse under… Jeg er ikke epiker.


… hvordan figurer oppstår og får liv, kommer folk visst aldri til å forstå. Og jeg for min del forstår det ikke riktig selv.

Dårlig reklame er det kanskje når jeg påstår, at jeg ikke har gjennemgått riktig alt, jeg skrev om. Gjennemsnittsleseren går enda hjem og tenker sitt.

Jeg kjenner land hvor det ikke snuses i privatlivet i alt som skrives. …. Hvor det ikke dras paralleller mellom forfatterens egen eksistens og hans diktede personers.


Forfatterne i Norge besvarer absurde spørsmål – hvad de vilde gjøre om de fikk Nobelprisen eller om de stod i spissen for et forlag, hvilken deres største opplevelse er osv. De tegner sitt selvportrett. De uttaler sig både hist og her om hva de mente når de skrev.
Det heter sig at de på denne måten «får publikum i tale». Naturligvis heter det også det – det er – reklame. Nødvendig reklame.
Jeg har aldri kunnet forlike mig med det. Motvillig og så knapt som mulig har jeg svart på spørsmålene.

Det er gjennom sitt arbeid en forfatter skal få publikum i tale.

Et av de stillferdige brevene fra folk rundt omkring …. De er mer enn en glede, de er et mirakel. Et stort under … Sinn langt borte er satt i svingninger.


Sitte og skrive omkapp med dagliglivets krav klarer jeg ikke – der må tempo til som aldrig blir mit, og jeg vil bare kaste op hele tiden. En fordømt tiggertilværelse er det – tilslut er man en sultefòret ku hos sit forlag og må brøle høit efter litt fòr, for hver melkestripe man gir fra sig. Dum har jeg vært mange ganger i mit liv, men dummest den gangen jeg fikk den forestillingen at Erik og jeg kunde leve et menneskelig liv på min produksjon…

Bare det ikke var for denne evige novellefabrikasjonen. Jeg sitter og koker suppe på et par pølsepinner.

I de senere år har det lykkes forleggeren å få de hele omlagt til ren industri, med forfatteren som underbetalte spinnemaskiner nederst på bunden.

En bok er ikke ferdig til jul. Den er ferdig når den er ferdig., får den vokse sin naturlige vekst.

Kanskje er jeg dem for langsom og blir tydelig ikke annerledes.


Jeg er usigelig trett og motløs. Siden min bok slett ikke går. Jeg stoppet den som en pølse med sånt, jeg trodde kunde falde (…) i smaken og få resten til å gli ned – men nei. Hadde gjerne tatt den beskeste kritikk, var det bare blitt penger. Dem kan man da leve av, men på pene ord kommer en ikke langt. Tydelig kjenner jeg at jeg nu er for gammel til denne tiggertilværelse. Søke understøttelse, søke stipendier, strekke hånden frem og be. Nesten aldri en ærlig betaling tross alt strev – en pariaeksistens.

Bladet Hjemmet sendte jeg engang noget til, men fikk det tilbake med mange beklagelser. Det var for trist, de la mest vekt på lysere ting med happy ends osv. Ja, den som kunde avstedkommendere happy ends. Det vanskelige er, at livet selv bare byr på en, og det er døden.


(…) men akk, hvor meget deiligere er ikke farven som uttrykksmiddel enn pennen og blekket, hvor meget mere av menneskeskildringen gir ikke et godt portrett enn en mange sider tykk roman.

Feminint bord

Søt er kjærligheten, søtt er å være mor, godt er arbeidet. Altsammen er vor rett, og det er urett av menneskene å innrette livet slik at vi tvinges til å velge mellom det ene eller det andre, lemleste os på en eller annen kant.

Vi kvinner går visst alltid først og fremst op i levende vesener, det må være en mand, et barn eller en mops. Alt andet er sekundært for os, og har vi ikke nogen å gå op i, visner vi av det. Alt de der hindrer jo ikke, at det er smertelige prosesser vi går igjennom, gang på gang at kutte navlestrængen på et ufuldbåret arbeide. Men også det gjør vi tappert for disse andres skyld, som vi egentlig lever for.

Det er fanden så vanskelig å være forfatter, det er sikkert fanden så vanskelig å være mannlig forfatter. Men det er tusen «djävlar» verre kvinnelig sådan. En mannlig forfatter har som regel en kone.


Det forekom mig ogsaa, der jeg sad der på Gjerdet, at jeg saa passere forbi mig en Generation af Kvinder, som jeg egentlig troede saagodtsom forsvundet – Kvinder, som sidder en hel Ungdom tilende og broderer smaa Servietter, og hvis vage Drøm om lykke rummes i den magiske Formel: Giftemaal – en Mand.
De var her allesammen, baade hun, som drømte endnu i Tomhed og Resignation, og den velnærede Frue, for hvem den er løbet ud i triviel Hverdagslighed –
Kvinder som lader Tilværelsen skylle hen over sig og bringe eller ikke bringe, og som ikke et Øieblik falder paa at tage Livet i sin egen Haand for at forme det efter sit eget Hoved.

Nej, inte förkjempe för kvinnosaken. Inte för at jag har nogot emot kvinnosaken, med det är människosaken jag vil kämpa för. Framför allt har det legat mig varmt om hjärtat att skildra unge människors famlande liv.

Tantene

Når jeg forteller at mine omgivelser hovedsakelig bestod av pene, sirlige, uhyre engstelige damer, mor, mormor og mange tanter, riktige tanter og filletanter, vil enhver som har vært i samme stilling forstå resten av sig selv.

Jeg var i de engstelige damenes vold. De holdt øye med mig fra vinduer og varandaer. De ropte til mig over stakittet. Forsøkte jeg å aliere mig med en eller anden snild kjøregutt, ble jeg fluks oppdaget, og kaldt til orden.

Jeg er den dag i dag ikke videre til å klare mig, når de har mig vel innenfor og tanteringen sluttes.

Tidlig innså jeg, at det var mannfolkene, en burde holde seg til her i verden.


Jeg var stygg og umulig. Jo det skal være sikkert. Med mitt runde ansikt, og små øyne. Mitt utseende var ikke «på moten». Det var først da jeg kom til Paris, og da var jeg alt over 25 år, at jeg fikk føle at alle typer gikk an, ble godtatt bare de ble naturlige og seg selv. Og da blir man penere …

Jeg skrev Alberte fordi jeg var opprørt over hvordan livet kunne arte seg for en ung pike fra Tromsø. Hvor vanskelig det var å komme gjennom den muren av konvensjoner som omgav henne. Det var ikke mange muligheter utenom å gifte seg. Sitte på et sakførerkontor, undervise, arbeide ved Telegrafen, lære sprog – det var tillatt under visse omstendigheter.

Livets vev

Slik veves livet av igår, idag og imorgen. Men en dag er det intet imorgen. Jeg kommer ikke til å vite det, jeg ligger bare der og er død, men imorgen er borte og dessuten et stykke av idag eller inatt. Tråden gkk av, vevnaden falt ut av veven.
Også den ligger der og har intet praktfullt mønster. Det er så som så bare. Den lille skyttelen som var mig, løp forvirret ut og inn mangengang, og det oppstod grove vevefeil, knuter tilogmed. Temmelig farveløst er også det hele, enda det imellom forekom mig rikt og glansfullt, imellom broket. Helhetsinntrykket er og blir hverdagslig. Svært alminnelig gjennomsnittsvare.
Men ingen lærte mig den vanskelige kunsten. Først da mønsteret for lenge siden var gitt, begynte det å demre for mig, hvordan det skulde vært.

This is how life is woven, with yesterday, today and tomorrow. But some day there’s no tomorrow. I won’t know it, I’ll just lie there dead, but tomorrow is gone, and part of today or tonight too. The thread broke, the tapestry fell out of the loom.
That, too, lies there and has no magnificent pattern. It’s just so-so. The little shuttle that was me ran confusedly in and out many times, big weaving mistakes emerged, even tangly knots. The whole thing is also rather colourless, although there are sometimes rich and shiny passages, sometimes disruptive. The overall impression is and remains ordinary. An extremely ordinary and average textile.
But no one taught me the difficult art. Only after the pattern was decided a long time ago, did it begin to dawn on me how it should be.

Mørkets magt

MØRKETS MAGT

Her hersker nu «mørkets magt». Lampe brænder vi hele dagen. Forresten er mørketiden vidunderlig skøn og stemningsfuld – i godveir ja. Rok og fok og storm, saa en ikke kan staa på benene, kan jo egentlig ikke kaldes skjønt. Men i godveir blir himmelen derude i retning ad solen til, saa prægtig farvet saa uendelig fin og gjennomsigtig, og mod den står fjeldene saa blaa, saa blaa i skarp silhouet. Og en liden halvmaane og nogle store stjerner har vi paa himmelen døgnet rundt.

Naar det saa er skiføre , er det vidunderligt inde paa øen. Saa stille, saa stille i naturen, den eneste lyd er lidt rypekaggel hist og her. Aa naturen heroppe er uforlignelig. Jeg tror ikke der gives mage til den andensteds paa kloden. Hvis man ingen bekymringer havde og ingen håbløse længsler, saa kan jeg ikke tænke mig deiligere natur at leve i.

Tilbake til toppen

Verksinformasjon

Uten tittel: Portrett av kvinne, Bretagne, malt av Sara Fabricius. Olje på lerret, antatt 1916, eies av Tromsø Kommune.

Uten tittel: Stilleben med frukt og rødløk, malt av Sara Fabricius. Olje på lerret 1913, eies av Tromsø Kommune.

Selvportrett Sara Fabricius, blyantskisse, antatt Christiania 1900. Perspektivet Museum.

Blyantskisse tegnet av Sara Fabricius. Originalen er mørk blyant på gulnet papir. Perspektivet Museum.


Lawrence Malstaf: Barnet, 2019.


Lawrence Malstaf: Nølende bord, 2020.


Lawrence Malstaf: Bretagne, 2020.

Sara i taubanen ved gruvene i Birtavarre, Kåfjord, ca. 1900. Foto: ukjent/Nord-Troms Museum.


Familien Fabricius – Henry, Marga, Jens, Sara og Jens – hjemme i Bankgata 13, 1893. Foto: J. H. Wennberg/Perspektivet Museum.

Café Norden skal ha blitt etablert i 1908, dette bilde er antatt å være fra  1910. Foto: Chr. Hansen/Perspektivet Museum.


Sara Fabricius og Ragnhild Strøm. Foto: Boye Strøm/Perspektivet Museum.

Sara Fabricius som nr. 2 fra venstre av jentene foran. Bildet er tatt i anledning sølvbryllupet til Marcus og Johanne Skancke på deres landsted Haugstuen på Tromsøya. Foto: UiT Norges arktiske universitetsmuseum.

Sara Fabricius danser folkedans på Alfheim juni 1905. Foto: Chr. Hansen/Perspektivet Museum.

Cora Sandel 1969. Foto: Inga Larsson/Larssons fotoateljer Uppsala/Perspektivet Museum

Cora Sandel, antatt 1950-tall. Foto: Studio Järlås, Stockholm/Perspektivet Museum.

Sølvtøy på bordet var naturlig når borgerskapet møttes på slutten av 1880-tallet. Her fra et møte i selskapsklubben «Uten svik». F.v. Jens Fabricius, Bastian Dahl, Marga Fabricius, Alexander Holst, Louise Greger og Peter Holst. Foto: ukjent/Perspektivet Museum

Tilbake til toppen